DANSK BASELINE FOR VERDENSMÅLENE
I 2015 forpligtede FN’s medlemslande sig til 17 Verdensmål for bæredygtig samfundsudvikling som udover de 17 mål rummer 169 delmål og 232 indikatorer.
Verdensmålene er relevante for alle lande, men for at være tilpasset hvert lands udfordringer og styrker, var det påkrævet med et nuanceret overblik over status i Danmark.
"Vores Mål"-kampagnen udviklede derfor danske indikatorer til verdensmålene, der frem til 2030 skal sætte kursen mod en mere bæredygtig udvikling i Danmark.
Formålet var at udvikle håndgribelige indikatorer, der afspejler hverdagen i Danmark, da verdensmålenes indikatorer kan være vanskelige at måle i en dansk kontekst.
DEM var projektpartner på projektet med Danmarks Statistik og bidrog til to ud af projektets tre aktivitetsspor. Det ene spor, kaldet ’Indikatorudvikling’, var udvikling af bredt forankrede danske indikatorer for alle 17 verdensmål. Her bidrog vi med specialistviden om håndtering og implementering af verdensmålene, bl.a. udvikling af metode og implementeringsmodeller for kobling, måling og rapportering af verdensmålene.
Det andet spor var ’Inddragelse og medskabelse’ og skulle inddrage alle samfundets interessenter, bl.a. borgere, myndigheder, kommuner, civilsamfund og erhvervsliv. Her agerede vi som facilitator på workshops rundt om i landet.