Fejring af fælles energi- og klimamål i Sønderborg

Published

Slået op:

Sep 16, 2021

For 3 år siden startede seks boligforeninger i Sønderborg-området en fælles klimarejse, under navnet HAPPI – et ambitiøst EU-støttet projekt på tværs af boligforeningerne, ProjectZero, EUC Syd og DEM.

Som et led i projektet har alle boligforeningerne både udviklet og implementeret deres egen energi- og bæredygtighedsstrategi med ambitiøse klimamål for fremtiden, og udnævnt grønne ambassadører for projektet.

Det er helt enestående, at alle Sønderborg-områdets boligforeninger har udarbejdet energi- og bæredygtighedsstrategier. På naturcenteret Kær Vestermark, fejrede boligforeningerne og 75 beboere for nylig deres opnåede resultater siden 2016. Her roste Borgmester Erik Lauridsen og direktør for ProjectZero Peter Rathje boligforeningerne og uddelte diplomer for deres store indsats. En organisation kan sætte mange ting i gang, men glemmer man at involvere de mennesker, det handler om, ”så gør vi som vi plejer og det virker ikke”, indledte Peter Rathje sin tale, og fortsatte ”Beboernes opbakning og aktive deltagelse er altafgørende for at realisere de ambitiøse målsætninger på tværs af områdets boligforeninger”.

”Sønderborg-områdets ProjectZero´s vision om at skabe et CO2-neutralt område i 2029, kan kun realiseres, når alle på tværs af samfundet bakker op og engagerer sig”,

sagde Borgmester Erik Lauridsen i sin takketale til både de grønne ambassadører og boligforeningerne: ”Klimaet er en brændende platform for os alle. Samfundet er nødt til at reducere CO2-udledningen, spare på energien og producere mere vedvarende energi”.

Udover de involverede parter i projektet, har også EU store forventninger til de reduktioner i CO2-udledningen, som energiinvesteringerne i boligforeningerne vil resultere i. Torben Esbensen, DEM, er initiativtager bag projektet, og har ansøgt EU om midler til gennemførelse af samarbejdet om ”energivenlige og bæredygtige boligrenoveringer”. Dette takkede Peter Rathje fra ProjectZero ham for, og kaldte det ”enestående” at alle trækker i samme retning, uanset deres kultur eller DNA. Der findes ikke tilsvarende samarbejder på tværs i resten af landet.

Siden 2016 har boligforeningerne i Sønderborg-området samlet set energirenoveret deres boliger for ca. 140 millioner kroner, med fokus på energivinduer, isolering, ventilationsanlæg, solceller på taget, batterianlæg etc. Foreningernes seneste fokus er på el-biler og ladestandere – og som ekspert på området har Torben Esbensen også en andel i dette vigtige fokusområde.

Smilende repræsentatner fra boligforeningerne står med deres diplomer