referencer
Læs mere om vores tidligere og igangværende projekter

Stavanger Forum
Vi har stået for udviklingen af byggeriets overordnede energikoncept og projekteret VVS, køling og ventilation og skabt et koncept for hybridventilation.
Stavanger Kommune
Udvikling af energikoncept samt projektering og tilsyn af bygningsinstallationer
Stavanger Forum er et norsk konference- og messeområde tæt på Stavanger centrum og byens lufthavn.
Det samlede areal på omkring 30.000 m² er fordelt på en række bygninger/centre til både små og store møder, konferencer, udstillinger, koncerter og fester.
Vi vandt sammen med norske arkitekter og ingeniører opgaven om udvikling og projektering af nyt udstillings- og konferencecenter ved Stavanger Forum. Byggeriet blev indviet i 2014.
Vi har stået for udviklingen af byggeriets overordnede energikoncept. Der har været stort fokus på at udnytte bygningens passive egenskaber, hvilket har medvirket til at energiforbruget er reduceret med mere end 50 % ift. dagens praksis.
Vi har desuden projekteret VVS, køling og ventilation og skabt et koncept for hybrid ventilation med effektiv varmegenvinding på kolde dage og naturlig ventilation på varme dage. Derudover er der anvendt lavenergivinduer og højeffektiv isolering.
Stavanger Forum er et forbillede indenfor bæredygtigt og energirigtigt byggeri med et lavt energiforbrug og CO2-udslip, hvor implementering af vedvarende energikilder er prioriteret højt.
Det har stillet store krav til udformningen af det nye udstillings- og konferencecenter med et areal på 9.500 m², som kan rumme 4.000 personer til konferencer og op til 8.000 personer ifm. koncerter og lign.
Ambitionen for byggeriet har været at skabe et forbillede for energi, miljø og arkitektonisk kvalitet, samtidig med at byggeriet fremstår rationelt og funktionelt.
Stavanger Kommune
2009 - 2014
Kultur & Idræt
Byggeri

Heimdalsvej i Frederikssund
Vi har stået for udviklingen af det samlede energikoncept for bebyggelsen og varetaget projektering af bygningsinstallationerne.
Boligselskabet Rosenvænget v. Domea
Udvikling af energikoncept og projektering af bygningsinstallationer
På Heimdalsvej i Frederikssund har fire boligblokke fra 1960´erne af 112 lejligheder gennemgået en omfattende energirenovering, der har bragt husene frem til Lavenergiklasse 2015 jf. BR 2010.
Den oprindelige plan var, at boligblokkene blot skulle gennemgå en almindelig renovering. Ved nærmere gennemregning viste det sig, at en stor del af merudgifterne ved en energirenovering kunne betales ved de besparelser, man ville opnå. Derfor er 2/3 af energirenoveringen betalt gennem energibesparelser, mens den sidste 1/3 er finansieret gennem huslejen.
Vi har stået for udviklingen af det samlede energikoncept for bebyggelsen samt varetaget projektering af bygningsinstallationerne.
Blokkene fremstår nu både energivenlige og fornyede som hvide, monolitiske blokke, hvor kun skoddernes klare farver står i kontrast til den stærke hvide farve.
Facaderne er erstattet af nye højisolerede facader med ca. 425 mm isolering. Da facaderne blev udskiftet på under ét døgn, betød det et minimalt behov for genhusning af beboerne som følge heraf. Udover energibesparelser bidrager de nye facader til et bedre indeklima, idet eksisterende kuldebroer og træk fra utætheder er væk.
Udskiftningen har desuden gjort, at problemer med fugt og skimmelsvamp er elimineret. Vinduerne er endvidere udskiftet til højisolerende energivinduer med en U-værdi på 0,9 W/kvm. overalt. Endeligt er der etableret et nyt ventilationsanlæg med behovsstyring, hvilket giver størst mulige energibesparelser og bedst mulige indeklima.
Energimæssigt har energirenovering været bedre, end målet var til at starte med. Ordregiver ønskede oprindeligt, at energiforbruget til opvarmning blev sænket fra 120 kWh/kvm. til 35 kWh/kvm., hvilket ville betyde, at boligblokkene opfyldte kravene til Lavenergiklasse 2015. Men resultatet blev bedre, da forbruget endte på 28 kWh/kvm.
De nye facader, varmegenvindingen og udskiftede installationer var derfor stærkt medvirkende til, at byggeriet i 2012 modtog Frederikssund Kommunes Klimapris grundet en samlet energibesparelse på over 80 %. Byggeriet blev desuden statueret som et godt eksempel på en vellykket energirenovering.
Boligselskabet Rosenvænget v. Domea
2009 - 2012
Boliger
Byggeri
Energieffektivisering

Helsingør Handicap Center
Vi har stået for udviklingen af bebyggelsens energikoncept og varetaget projektering af VVS- og ventilationsinstallationer.
Helsingør Kommune og Boligselskabet Domea
Udvikling af bebyggelsens energikoncept samt projektering af VVS- og ventilationsinstallationer
Helsingør Handicap Center er smukt beliggende i grønne, idylliske omgivelser, der med vilje er trukket ind i bebyggelsen. Bebyggelsen indeholder 24 handicapegnede boliger tilegnet udviklingshæmmede borgere.
Derudover indeholder centeret fællesarealer, et aktivitets- og samværstilbud, værested og forskellige fritidstilbud. Centeret rummer desuden base- og administrationslokaler til Socialpædagogisk Udviklingscenter, som er et af kommunens tilbud om pædagogisk støtte til borgere, der har nedsat funktionsevne – med den ambition at vedligeholde og fremme livskvalitet for den enkelte borger, så borgeren trives i sin dagligdag.
Vi har stået for udvikling af bebyggelsens energikoncept samt varetaget projektering af VVS- og ventilationsinstallationer.
Helsingør Handicap Center er opført som Lavenergiklasse 1 og boligerne er landets første handicapboliger i denne klasse.
Denne energiklasse opnås, jf. BR08, ved at benytte sig af en kombination af bl.a. en kompakthed i bygningsgeometrien, en højisoleret klimaskærm, bearbejdning af vinduesgeometrien for optimalt lysindfald uden overophedning af rummene samt energioptimerede og behovsstyrede ventilationsanlæg og energioptimerede belysningsanlæg.
Derudover er der etableret 175 kvm. solceller på taget og varmeforsyningsformen er også nøje overvejet, da bebyggelsen til fjernvarmenettet er valgt at blive koblet sammen. Der er samtidig indgået en særlig aftale om afregning, idet det meste af varmebehovet kan dækkes med fjernvarmens returvand, der har en temperatur på ca. 45 grader.
Ventilationen til storkøkkenet i centerbygningen har været en energimæssig udfordring, idet energitabet ved det store luftskifte sprænger rammen for lavenergiklasse 1.
Kommunen var indstillet på at tillade, at ventilationen i køkkenet blev holdt uden for energiberegningen som procesventilation. Men bygherren har i stedet valgt at kompensere for energitabet ved at etablere et solcelleanlæg, der yder 12.000 kWh pr. år. Det betyder, at bebyggelsens samlede energiregnskab bliver 18 % bedre end kravet til lavenergiklasse 1.
Helsingør Kommune og Boligselskabet Domea
2009 - 2011
Byggeri
Pleje & Omsorg

Byens Havn i Sønderborg
Vi har udarbejdet strategien for energi- og bæredygtighedstiltag samt designguideline med krav til kommende byggerier.
Sønderborg Havneselskab A/S
Strategi for energiforsyning, vandforsyning, affaldsbehandling og udarbejdelse af design guideline med krav til kommende byggerier
Masterplanen for Byens Havn danner en unik ramme for havnen i Sønderborg og ikke mindst for det liv, der skal udfolde sig der.
Hele området strækker sig langs havnefronten og rummer både parker, boliger, erhvervsejendomme, bygninger til rekreative og kulturelle formål samt et hotel. Med masterplanen vil den tidligere industrihavn blive omdannet til et livligt byområde ved at skabe tæthed og aktivitet omkring det centrale torv og centrum.
Vi har udarbejdet strategien for energi- og bæredygtighedstiltag samt designguideline med krav til de kommende byggerier.
Sønderborg Kommune har en overordnet målsætning - kaldet ProjectZero, som vi også er en aktiv del af.
ProjectZero handler om, at kommunen skal være CO2-neutral inden 2029, hvor energi og bæredygtighed er centrale elementer i masterplanen. Planen er derfor udformet, så de enkelte bygninger opføres i samspil med havnes udformning og dynamik. Samtidigt de er optimeret for udnyttelse af passive egenskaber ved at orientere bygningerne efter solen og dagslyset.
Hele planen er gennemanalyseret for at finde de mest optimale placeringer og orienteringer for alle funktionerne i bydelen.
Elektricitet er baseret på bygningsintegrerede solceller. Når solcellerne ikke leverer el nok, skal området primært forsynes med vind-baseret elektricitet.
Ventilationen i bygningerne skal ske med brug af varmegenindvinding. Opvarmning og afkøling understøttes gennem optimal placering af bygninger i forhold til dagslys og passiv solvarme. Opvarmningen skal desuden ske gennem lavtemperatur fjernvarme med udnyttelse af returvarmen mest muligt, før fjernvarmevandet sendes retur. Fjernvarmen skal i vid udstrækning baseres på solvarme og på geotermik. Derudover vil Byens Havn kunne udnytte køligt havvand til afkøling.
Byens Havn skal bygges med størst mulig brug af CO2-neutrale produkter og en høj grad af genanvendelse, hvor genanvendelsen kan ske CO2-neutralt. Samtidig skal byggeriet være økonomisk bæredygtigt. Det betyder, at det i visse situationer kan være nødvendigt at foretage en afvejning mellem økonomisk bæredygtighed og anvendelse af CO2-neutrale materialer.
Sønderborg Havneselskab A/S
2008 - 2016
Byudvikling
Bygherrerådgivning

Energipartnerskab med Vallensbæk Kommune
Vi er energipartner for kommunen og har i den forbindelse foretaget screeninger, bygningsforbedringer og -reguleringer med målet om at gøre bygningerne mere energivenlige.
Vallensbæk Kommune
I 2008 indgik vi i et energipartnerskab med Vallensbæk Kommune med formålet om at reducere energiforbruget og CO2-udslippet i samtlige af kommunens ejendomme.
Vi skulle derfor komme med forslag til reduktion af energiforbruget ved investeringer og forbedringer af klimaskærmes varmeisoleringsevne, ny teknologi, forbedrede styresystemer og lignende.
Projektet omhandlede primært bygningsforbedringer, el, varme, ventilation og i mindre omfang vandforbrug samt regulering af energiadfærd i form af kampagner og forskellige kommunikationskanaler. Vi implementerede energibesparende foranstaltninger for over 80 mio. kr.
Projektet blev inddelt i 3 faser:
Fase 1:
Gennemførelse af energiscreening og energianalyse i 41 bygninger. Vi foretog en fyldestgørende kortlægning af potentielle energibesparelser og fremlagde en samlet energiplan for samtlige ejendomme, med en tilbagebetalingstid på 13 år. Resultatet af energianalysen blev præsenteret i en energirapport for hver bygning, hvor alle forslag til energirenovering nøje blev gennemgået. Desuden blev der udarbejdet en samlet ikke-teknisk rapport, hvor alle tiltag blev opsummeret, og der blev givet anbefalinger til, hvilke tiltag vi ville anbefale at sætte i gang.
Fase 2:
Af de 41 bygninger, der blev fortaget energianalyse af, udvalgte kommunen i første omgang 20 bygninger til energirenovering. Disse energirenoveringer har vi planlagt, projekteret, udarbejdet kravspecifikationer til samt gennemført for bygninger, der samtidig var i drift. Alle opgaver blev gennemført i udbud.
Fase 3:
I opgaven blev stillet garanti for energibesparelsen efter en ESCO-model, hvor kommunen finansierede gennem lånoptagelse. Vi overvågede energiforbruget for at verificere at den garanterede energibesparelse blev nået. Vi har løbende i hele projektet afholdt informationsmøder og workshops for både tekniske og ikke-tekniske repræsentanter for kommunen. Det har både været gjort på overordnet kommunalt plan og på bygningsniveau.
Vallensbæk Kommune
2008 - 2012
Energieffektivisering

Komforthusene
Vi har deltaget i udvikling af energikoncept og projektering af bygningsinstallationer i husene. Projektering er foregået efter principperne for Integreret Energidesign.
Isover, Middelfart Bank og Zeta Invest A/S
Udvikling af energikonceptet samt projektering af bygningsinstallationer
I Skibet udenfor Vejle har bygherregruppen opført i alt ti enfamilieshuse kaldet Komforthusene.
Fælles for de ti huse er, at de er moderne enfamilieshus, der er bygget efter standarderne for passivhuse.
Ved udviklingen af husene, har der været fokus på at udnytte passiv forvarmning og afkøling af indtagsluft, integration af solceller, behovstyret og naturlig ventilation, dynamisk solafskærmning og høj fleksibilitet ved let ændring af rumfunktioner.
De to huse ligger på Stenagervænget 47 og 49. De er bygget over samme grundplan, men nr. 47 har tunge ydervægge og dermed tykkere vægge og større bruttoetageareal.
Vi har på de to byggerier deltaget i udvikling af energikoncept samt projektering af husene. Projektering er udviklet i tæt samarbejde med byggesagens parter efter principperne i integreret energidesign med særligt fokus på design, energiforbrug, komfort og fleksibilitet ved udnyttelse af passive elementer.
På den tekniske side er installationskernen centralt placeret og facaden ved de dobbelthøje rum er udført med murværk mellem to vinduer for at reducere varmeoptaget og undgå overophedning på varme dage.
Vinduerne er valgt efter dansk byggetradition med smalle rammer, der medfører en let fremtoning, og samtidig fås en optimeret solindstråling i vinterhalvåret, der giver vinduet en god energibalance.
Huset på Stenagervænget nr. 49 er en kompakt, kubisk bygningstype i to etager med et moderne udtryk. Her man også placeret installationskernen centralt, hvilket giver korte føringsveje og undgår krydsende rør.
Målet har været, at hvert af opholdsrummene i hjørnerne skulle have dagslys fra to sider for at minimere brugen af kunstig lys. I projekteringen blev et større hjørnevindue i stuen prioriteret højere.
Det har været interessant at få erfaringer med samme grundplan opført i forskellige konstruktioner. Energiforbrug, komfort osv. er efter opførelsen blevet analyseret og har medvirket til udarbejdelse af lovgivning og fastsættelse af standarder inden for passivhusbyggeri i Danmark.
Isover, Middelfart Bank og Zeta Invest A/S
2008 - 2010
Boliger
Byggeri

INTERNATIONALT UDVIKLINGSPROJEKT FOR IEA
Vi har udviklet energirenoveringskoncepter, udført energiberegninger og implementeret koncepterne i demonstrationsprojekter.
Energistyrelsen
Udvikling af energikoncept, indeklimastudier, kuldebroanalyser, rentabilitetsberegninger samt implementering af projektets resultater i konkrete demonstrationsprojekter
Formålet med projektet har været at udvikle, demonstrere og dokumentere nye renoveringskoncepter for etageboligejendomme, som giver en reduktion af energiforbruget ned til LavEnergiKlasse 1 niveau jf. BR08.
Vi har været ansvarlig for udvikling af energirenoveringskoncepterne. I den forbindelse har vi udført energiberegninger, kuldebroanalyser, indeklimastudier samt rentabilitetsvurderinger af de enkelte koncepter samt været ansvarlig for implementering af udvalgte energirenoveringskoncepter i konkrete demonstrationsprojekter.
Konceptet består af en integreret løsning baseret på et fleksibelt facadesystem, behovsstyret ventilation m. varmegenvinding og integration af vedvarende energi. Konceptet giver, i modsætning til typiske kombinationer af enkelt-tiltag, en markant reduktion af det samlede energiforbrug til el og varme. Herudover har konceptet en høj arkitektonisk fleksibilitet ift. den enkelte ejendom og eliminerer de byggetekniske risici i traditionelle løsninger (opfugtning, kuldebroer, risiko for utilstrækkelig ventilation mv.).
Med vores deltagelse i et internationalt forsknings- og udviklingsprojekt vedr. energirenovering af eksisterende etageboligbyggeri (IEA SHC Task 37 ”Advanced Housing Renovation with Solar and Conservation”) er dele af dette projekts resultater omsat til danske forhold og implementeret i 2 energirenoveringskoncepter og demonstrationsprojekter:
- Boligselskabet Rosenvængets ejendom på Heimdalsvej 51 – 81 i Frederikssund
- Andelsboligforeningen Lyshøjgård på Bredahlsvej 14 i Valby
Energistyrelsen
2007 - 2016
Boliger
Energirenovering
Byggeri

Bolig for Livet
Vi har udviklet energikoncept og udført projektering af bygningsinstallationerne på projektet.
Velfac A/S & Velux A/S
Udvikling af energikoncept samt projektering af bygningsinstallationer
Visionen med udviklingsprojektet Bolig for Livet er at kombinere energioptimering med komfort og æstetik ud fra formålet om at skabe en energiproducerende bolig (aktivhus) baseret på vedvarende energi.
Opgaven blev løst gennem et tæt samarbejde mellem førende rådgivningsfirmaer og forskningsmiljøer som bl.a. Arkitektskolen i Aarhus, Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Alexandra Instituttet. Samarbejdet har gjort det muligt at udforske mulighederne i at udvikle fremtidens energirigtige byggeri i et helhedsorienteret perspektiv.
Huset benytter kun vedvarende energi i form af solenergi og er således også CO2-neutralt.
Solfangere på 7 m2 producerer varmt brugsvand, en nyudviklet solvarmepumpe producerer varmt brugsvand og rumvarme, solceller på 50 m2 laver strøm og energioptimerede vinduer sikrer tilførsel af passiv varme.
I huset anvendes intelligent styring af bl.a. varme, aktiv solafskærmning og ventilation vha. rumfølere og lyset styres bl.a. af tilstedeværelsesmeldere.
De seneste målinger er foretaget i 2011 og taler deres eget tydelige sprog om godt indeklima:
Det lave CO2-indhold er udtryk for luftens friskhed, og det termiske indeklima med begrænsede temperaturudsving er også på plads i Bolig for Livet.
Målinger af det gode indeklima (Indeklimaklasse A), bekræftes at være korrekte af ejerne af huset. Klassificeringsmæssigt er Bolig For Livet opført som et Lavenergiklasse 1-byggeri, men man har valgt betegnelsen Aktivhus, fordi huset selv producerer den CO2-neutrale energi, det bruger.
Bolig for livet har vundet Bo Grønt Prisen i 2009 og Green Good Design Award i 2010.
Velfac A/S & Velux A/S
2007 - 2009
Boliger
Byggeri

Hvidebæk fjernvarmeforsyning – rådgivning til etablering og videreudvikling af varmeværk
Vi har ydet rådgivning til etablering og videreudvikling af varmeværk hos Hvidebæk Fjernvarmeforsyning.
Hvidebæk Fjernvarme
Rådgivning til etablering og videreudvikling af varmeværket
DEM er rådgiver for Hvidebæk Fjernvarmeforsyning, og har løbende gennem årene ydet rådgivning til etablering og videreudvikling af varmeværket.
Rådgivningen har bl.a. bestået i udvikling af et af landets første fjernaflæsningssystemer hos forbrugerne i området. Systemet er gennem tiden blevet videreudviklet for at opnå de bedste muligheder for indsamling, behandling og formidling af energidata til fjernvarmeforsyningen.
DEM har desuden stået for et varmeforsyningsprojekt og udbud af et termisk solvarmeanlæg på ca.12.000 m2 inklusiv en 2.500 m3 akkumuleringstank med en årlig produktion på ca. 6.150 MWh dækkende ca. 23% af den samlede varmeproduktion.
I 2016 startede DEM planlægningen af en ny 3. generations 7,5 MW halmfyret kedel, inklusive nyt ”mellemlager” til halm (værket råder i dag over 2 store halmlagre ved værket, der kan dække 60% af årsproduktionen). Projektforslaget efter varmeforsyningsloven blev godkendt i 2016, og udbudsmateriale og efterfølgende kontraktforhandling er gennemført primo 2017. Idriftsættelse i efteråret 2017.
Hvidebæk Fjernvarme
1991-
Bygherrerådgivning

Bæredygtig bundlinje – Bornholms Rovfugleshow
Vi har hjulpet Bornholms rovfugleshow med at strukturere nogle af de bæredygtige tiltag, de allerede gør helt naturligt uden at tænke over det. Det indebar en ny grøn forretningsplan, hvori behov, muligheder og tilgang er blevet analyseret indenfor tre udvalgte områder.
Bornholms Rovfugleshow
Grøn forretningsplan
Fra rovfugleshow til showpark, det var ønsket fra Bornholms Rovfugleshow. En udvidelse af et show med rovfugle med en varighed af et par timer, til heldagsunderholdning med flere shows, aktiviteter og en fuglesti. Formålet er enkelt; folk skal ud i naturen og opfordres til bevægelse og sjov med familien, samtidig med at de lærer om dyrenes og naturens superkræfter, tilpasninger og sanser.
Virksomheden har ønsket at inddrage så mange bæredygtige aspekter som muligt i deres nye forretningsudvikling. I DEM har vi hjulpet Bornholms rovfugleshow med at strukturere nogle af de bæredygtige tiltag, de allerede gør helt naturligt uden at tænke over det. Det indebar en ny grøn forretningsplan, hvori behov, muligheder og tilgang er blevet analyseret indenfor tre udvalgte områder:
Energieffektiv bygnings- og anlægsdrift – bl.a. har vi lavet et feasibility studie af etablering af solcelleanlæg; en salgsstrategi – mere markedsføring og kommunikation online; samt etablering af bæredygtige indkøbs- og miljøpolitikker.
Projektet var en del af puljen Bæredygtig Bundlinje Bornholm, der formidles af Gate21 – læs mere her.
Bornholms Rovfugleshow
DGNB & Bæredygtighed

Vi fandt desværre ingen resultater for din søgning. Henvendelser vedrørende firmaet, vores projekter eller billedmateriale kan ske til: